Betingelser for salg, levering og montering af GUF El-Service's produkter og ydelser.
§ 1. Anvendelsesområde.
Stk.1. Nedenstående betingelser finder anvendelse ved salg, levering og montering af GUF El-Service's produkter og ydelser indenfor EU i det omfang, de ikke fraviges ved anden skriftlig aftale.
§ 2. Særlige definitioner.
Stk.1. Ved mellemsalg forstås, at sælger efter at have afgivet tilbud til køber, sælger det tilbudte til anden side inden købers accept er kommet frem.
Stk.2. Ved idriftsætningstidspunkt forstås det tidspunkt, hvor anlægget er leveret, monteret og ibrugtaget af køber eller klar til ibrugtagning af køber.
Stk.3. Ved teknisk dokumentation forstås enhver form for tekniske oplysninger, tegninger, billeder og andet materiale, som sælger overlader til køberen, hvad enten materialet er overladt i fysisk., elektronisk eller nogen anden form.
§ 3. Tilbud.
Stk.1. I mangel af anden angivelse er tilbud gyldige i 30 dage fra den dato, tilbuddet er dateret. Ethvert tilbud afgives med forbehold for mellemsalg.
Stk.2. Emballage er ikke omfattet af tilbudsprisen.
§ 4. Angivelser og Teknisk dokumentation.
Stk.1. Alle angivelser og oplysninger om vægt, dimensioner kapacitet, priser samt tekniske og andre data i sælgers markedsføringsmateriale, herunder i kataloger, prospekter, cirkulære, annoncer, billedmateriale og prislister m.v., er alene vejledende.
Stk.2. Al teknisk dokumentation som overlades køber, forbliver sælgers ejendom.
Stk.3. Teknisk dokumentation må ikke uden samtykke fra sælger anvendes til andet end det, der var formålet med overdragelsen og må ikke uden sælgers skriftlige samtykke kopieres, reproduceres, overgives til eller bringes til tredjemands kundskab.
Stk.4. Såfremt køber ikke accepterer sælgers tilbud, skal teknisk dokumentation som måtte være kommet frem til køber, returneres til sælger.
§ 5. Konstruktioner.
Stk.1. Sælger forbeholder sig ret til uden forudgående meddelelse til køber at foretage sådanne ændringer i konstruktion, valg af materiale, udførelse m.v., som sælger måtte finde nødvendige. Sælger er dog forpligtet til at sikre, at ændringer ikke afstedkommer forringelser i det solgtes kvalitet, kapacitet og væsentlige brugsegenskaber.
Stk.2. Foretage ændringer berettiger ikke køber til nogen form for erstatning.
§ 6. Transportomkostninger og risikoens overgang.
Stk.1. Salget sker ab. fabrik. Køber skal således bære alle omkostninger og risici forbundet med transport af det købte fra sælgers sted. Transporten skal forsikres af køber, jfr. § 13.
Stk.2. Hvis sælger skal montere det købte for køber, er transportomkostningerne omfatte af tilbuddet. Risici forbundet med transport af det købte bæres af køber fra sælgers sted (ab fabrik). Transporten skal forsikres af køber, jfr. § 13.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder også anvendelse, hvor levering finder sted direkte fra sælgers underleverandør.
§ 7. Fakturering og betaling.
Stk.1. Fakturering fra sælger vil, hvis ikke anden skriftlig aftale foreligger, ske som følger:
1. 40 % ved sælgers ordrebekræftelse.
2. 30 % ved salgsgenstandens, eller i tilfælde af at det solgte leveres over flere gange, hoveddelenes afsendelse fra sælgers virksomhed, eller når disse er meldt klar til afsendelse og
3. 30 % inden 8 dage efter idriftsætningstidspunktet.
Stk.2. Betalingsbetingelserne er 8 dage netto eller evt. af os godkendt finansiering.
Stk.3. Betaler køber ikke rettidigt, er sælger berettiget til at beregne morarenter fra forfaldsdagen og indtil betaling sker med renter som efter renteloven, hvilket p.t. svarer til den af Nationalbanken pr. senest 1. juli eller 1. januar fastsatte udlånsrente plus 7 %.
Stk.4. Opfyldelsesstedet for købers betalingsforpligtelse er sælgers forretningssted.
§ 8. Ejendomsforbehold.
Stk.1. Salgsgenstanden incl. alt tilhørende forbliver sælgers ejendom indtil købesummen er fuldt ud betalt. Betaling med, veksel, gældsbevis eller ved elektroniske foranstaltninger af nogen art, anses ikke som betaling, førend beløbet er indgået på den af sælger anviste konto uden mulighed for tilbageførelse.
§ 9. Forsinkelse.
Stk.1. Med mindre andet er skriftligt aftalt, er et opgivet idriftsætningstidspunkt fastsat efter bedste skøn.
Stk.2. Er sælger af den opfattelse, at det aftalte leverings- eller idriftsætningstidspunkt ikke kan overholdes, skal han dog give køber skriftlig meddelelse herom og besked om nyt forventet tidspunkt.
Stk.3. Sælger påtager sig intet ansvar for købers direkte eller indirekte tab i anledning af overskridelse af leveringstiderne. Såfremt forsinkelse må anses for væsentlig er køber dog berettiget til at annullere ordren.
§ 10. Mangler og ansvarsregulering.
Stk.1. Der gives 2 års reklamationsret på GUF El-Service's produkter ved forbrugerkøb, 1 års reklamationsret ved handelskøb og ydelser ifølge købeloven. Eventuelle reklamationer skal ske skriftligt, ligesom eventuelle mangelfulde dele, for købers regning, efter anmodning skal fremsendes til sælger for inspektion. Sælger forpligter sig til i en periode på 2 år (forbrugerkøb) og 1 år (handelskøb) efter leveringstidspunktet, uden ugrundet ophold at foretage omlevering eller reparation efter eget valg, hvis køber dokumenterer, at der forelå mangler ved det leverede på leveringstidspunktet.
Stk.2. For nye dele, der er indføjet i forbindelse med reparationer iht. Stk.1, udløber reklamationsperioden samtidig med reklamationsperioden efter Stk.1.
Stk.3. Sælgers forpligtelser efter Stk.1. omfatter ikke tilfælde, hvor manglen skyldes, at salgsgenstanden ikke er blevet vedligeholdt og anvendt i fuld overensstemmelse med sælgers forskrifter, fejlagtig eller uhensigtsmæssig brug, ændringer eller tekniske indgreb foretaget uden sælgers skriftlige samtykke, eller ekstraordinære klimatiske påvirkninger, m.v..
Stk.4. Sælgers erstatningsansvar kan aldrig overstige mere end 10 % af den del af den aftalte købesum, der modsvarer den del af leverancen, der er mangelfuld eller forsinket.
Stk.5. Sælger kan ikke pålægges at erstatte indirekte tab forårsaget af mangler ved salgsgenstanden. Ved indirekte tab forstås bl.a. driftstab, tabt avance eller tab forårsaget af udsivning af kølemiddel, herunder er sælger ikke forpligtet til at foretage genopfyldning af drivmiddel. Denne klausul finder anvendelse såvel i tilfælde af hændelige skader som i tilfælde af skader som skyldes simpel uagtsomhed hos sælgeren.
§. 11. Produktansvar.
Stk.1. Forvolder et af sælger leveret produkt eller dele heraf skade på ting, der hovedsagelig er beregnet til erhvervsmæssig benyttelse, kan sælger kun pålægges ansvar såfremt det dokumenteres, at skaden skyldes en fejl, begået af sælger. Ansvaret for sådan tingskade, herunder skade på ting produceret af køber, kan højest udgøre kr. 400.000,00.
Stk.2. Sælger hæfter aldrig for driftstab, avancetab eller andet indirekte tab.
Stk.3. Køber skal holde sælger skadesløs såfremt sælger pålægges ansvar overfor tredjemand for skade eller tab, i det omfang et sådant ansvar rækker ud over de ovenfor fastsatte grænser. Køber er i den forbindelse forpligtet til at lade sig sagsøge ved samme domstol, som behandler et evt. erstatningskrav mod sælger.
Stk.4. Såfremt tredjemand måtte rejse krav om erstatning for produktskade, er parterne forpligtet til gensidigt at underrette hinanden og anmelde kravet overfor deres forsikringsselskaber.
Stk.5. Køber er pligtig til at instruere eventuelle medkontrahenter behørigt om det leveredes egenskaber, i det omfang dette ikke med føje kan forudsættes bekendt og i øvrigt forsyne emballager, vejledninger m.v. med fornødne beskrivelser og advarsler. Køber er endvidere pligtig, så vidt muligt, at tilsikre, at tilsvarende fremgangsmåde følges i efterfølgende omsætningsled.
§ 12. Ansvarsfrihed – force majeure.
Stk.1. Følgende omstændigheder medfører ansvarsfrihed for parterne, såfremt de forhindrer aftalens opfyldelse eller gør opfyldelsen urimelig byrdefuld: Arbejdskonflikt, strejker, lockout og enhver anden omstændighed, som parterne ikke er herre over, såsom, men ikke begrænset til, brand, krig, mobilisering eller uforudsete militærindkaldelser, offentlige pålæg, beslaglæggelse, valutarestriktioner, oprør og uroligheder, mangel på transportmidler, uregelmæssigheder i forsyningen af strøm, vand og andre forsyningskilder, almindelig vareknaphed, kassation af større arbejder, samt mangler ved eller forsinkelse af leverancer fra underleverandører, der skyldes nogen af de i dette punkt nævnte omstændigheder.
Stk.2. Den part, som vil påberåbe sig ansvarsfrihed eller force majeure skal uden ugrundet ophold skriftlig meddele den anden part om begivenhedens opståen og ophør.
Stk.3. Enhver af parterne er berettiget til skriftligt at meddele den anden part, at aftalen hæves, når dens opfyldelse bliver umuliggjort på grund af de i Stk.1. nævnte omstændigheder.
§ 13. Købers forsikringspligt.
Stk.1. Fra det tidspunkt, da risikoen overgår fra sælger til køber, er køber forpligtet til at tegne en fuldt dækkende forsikring (All-risk) på produkter og samtlige montageomkostninger. Forsikringen skal forblive i kraft, indtil endelig betaling til sælger har fundet sted.
Stk.2. Indtil betaling er sket, har sælger til enhver tid ret til at forlange dokumentation for at Stk.1. er opfyldt.
§ 14. Tilladelser.
Stk.1. Køber har ansvaret for, at de for leverancens gennemførelse fornødne tilladelser tilvejebringes og afholder udgifterne hertil.
§ 15. Særligt om montage.
Stk.1. Er montering omfattet af købsaftalen, gælder betingelserne i denne § 15.
Stk.2. Køber skal drage omsorg for, at montagen kan påbegyndes til det aftalte tidspunkt og at købers eget og andre leverandørers arbejde er tilrettelagt på en sådan måde, at sælgers montage kan færdiggøres i en ubrudt periode efter påbegyndelsen. Køber skal drage omsorg for, at der er ryddeligt, således at montagen kan påbegyndes uden forsinkelser.
Stk.3. Såfremt montagearbejdet nødvendiggør ændringer eller reparationer af købers bestående bygninger, inventar eller øvrige anlæg, påhviler det køber at sørge for dette og at afholde udgifterne dertil.
Stk.4. Køber skal meddele sælger om arbejde nævnt i Stk.2. og Stk.3. får indflydelse på gennemførelsen af leverancen, herunder om idriftsætningstidspunktet forrykkes. Er det tilfældet, rykkes sælgers leveringsforpligtelse tilsvarende. Sælgers omkostninger i forbindelse med forsinkelser, der skyldes købers forhold eller købers andre leverandører skal dækkes af køber.
Stk.5. Hvis købers eget personale skal foretage monteringen under ledelse af en udsendt montageleder fra sælger, gælder ovenstående ligeledes, endvidere skal alle nødvendige anlægskomponenter være til stede.
Stk.6. Køber må ikke beskæftige sælgers personale med andet arbejde end det, der er udtrykkeligt aftalt, uden at sælger på forhånd har givet sit skriftlige samtykke hertil. Hvis køber i strid hermed anvender sælgers personale til andet arbejde end det, der er skriftligt aftalt, har sælger intet ansvar for personalet eller det udførte arbejde. Eventuelt ansvar vil således påhvile køber.
Stk.7. Køber stiller følgende gratis til disposition på de tidspunkter sælger måtte anmode om det: Hjælpemandskab, udstyr og faciliteter til indbringning, intern transport på montagestedet, anbringelse af delene på fundamenter, fastboltning, rengøring, vagt, kranhjælp, stilladser, afskærmning, lys, kraft, vand, damp, trykluft, varme, olie etc.
Stk.8. Køber oplyser sælger om de gældende sikkerhedsbestemmelser på montagestedet, og sælger forpligter sig til at instruere det udsendte personale om at overholde disse.
Stk.9. Eventuelle arbejder, som følge af, at køber ikke ønsker anlægget igangsat umiddelbart efter montering, vil blive betragtet som ekstraarbejde.
Stk.10. Forsinkelser og ekstraarbejde vil blive afregnet separat i henhold til dagspriser.
§ 16. Lovvalg og værneting.
Stk.1. Tvistligheder i anledning af købsaftalen skal afgøres efter dansk ret, excl. lovvalgsreglerne.